Landsbyens bygninger

 

Brugsen2

Kopi af Trønninge Brugs som den så ud i 1940erne
I landbrugsen er der altid liv og glade dage. Her kan indkøbes alt fra klipfisk til legetøj, når diskenspringeren møder dig med et ”Hvad skulle det være?”. Kasseapparatet er fra købmandsforretningen i Søndersted og er købt i 1925 for den dengang enorme sum af 5.835 kr. Det er noget ganske særligt; de forskellige skuffer har hver sin klang, så chefen fra baglokalet kan høre, hvem der betjener kassen.
Bag butikken ligger brugsuddelerens private hjem, hvor han boede med sin kone. Med til husholdet hørte også brugsens kommis, der havde værelse på loftet.
I den røde lade, bag Brugsen, kan man opleve forskellige landbrugsmaskiner, vægte, kul, koks og tørv samt mange praktiske ting som fodertrug, værktøj, remsamlere og remfedt.
Bevæger man sig ned i kælderen, kan man se øl og sodavand med oprindelige etiketter og flasker. Der er også er vin- og spiritusflasker, samt et aflåst skab med giftstoffer, der blev benyttet i landbruget i tiden frem til 1950.

 

 

Frysehus

Kopi af frysehus fra 1959 i Kirke- Såby
Der var mange husstande på landet, der holdt grise til eget forbrug, og selv dyrkede flere af deres grøntsager. Maden skulle helst strække til hele sæsonen. Derfor havde de lokale slået sig sammen om at lave et frysehus i byen, hvor hver familie havde en fryseboks.
”Det er fantastisk at kunne fryse maden, før måtte vi salte, sylte og henkoge alt vores mad, og det smagte selvfølgelig af al den salt. Nu er det lige til at cykle ned til frysehuset og hente en pakke når man har brug for det, og det smager altid helt friskt.”, siger husmandskonen.
Det var ansat en bestyrer af frysehuset, og brugerne betalte et årligt kontingent som gik til driften, renter og afdrag på byggelånet og bestyrerens løn. Det var hans opgave, at tilse anlægget, tage imod frysevarer og åbne for dem der ønskede at hente deres frosne varer.

 

 

 

 

Kirke

Sct. Stefanskirken fra 1884 i Igelsø
Sct. Stefanskirken er en lille frimenighedskirke (bygget nær Igelsø i 1884). Menighedens medlemmer samlede ind for at kunne opføre kirken, og udførte selv størstedelen af arbejdet med at bygge den. For mange småkårsfolk krævede det flere ofre. Byggearbejdet begrænsede mulighederne for andet lønnet arbejde, og valget ved at tilhøre en frimenighed kunne godt belaste relationen til hjemstavnens andre beboere. Ydermere var menigheden spredt over et større geografisk område, hvilket medførte øget transporttid for kirkens medlemmer.
Opførelsen af Sct. Stefanskirken harmonerede ikke alene godt med andelsbevægelsen – og tanken om at tage vare på egne interesser og løse egne problemer selv i fællesskab og lighed – men symboliserede også det opgør med Folkekirken, der fandt sted i det 19. århundrede i takt med den voksende religiøse interesse og de lokale vækkelser, som også var kendetegnende for området omkring Holbæk. Sct. Stefanskirken er i dag en folkekirke, og kan benyttes til dåb, gudstjenester og vielser. Se mere her: Bryllup, Bryllupskørsel og Dåb.

 

 

Politilaug

Kopi af Landpolitistation
Landbetjenten patruljerer Andelslandsbyen gående såvel som cyklende, hvorved han klarer de forefaldende politiopgaver i forhold til Andelslandsbyens andre beboere. Alt noteres i en håndskreven døgnrapport. Landpolitistationens yngre besøgende kan efter at have rundet i landkachotten få en lille souvenir med hjem – deres personlige fingeraftryk verificeret med de gamle stempler. 
Landbetjenten arrangerer jævnligt forskellige opvisninger med bl.a. politihundearbejde, hvor politihundenes evner demonstreres
Inventaret i Landpolitistationen er indsamlet fra Nykøbing Sjælland, Holbæk og Kalundborg. Skrivebord og skab stammer fra landbetjent Peter Marius Stubs kontor i hans hus på Vesterbro 45 i Nykøbing Sjælland, og på nær døren til arresten som stammer fra den gamle politigård i Kalundborg, stammer det øvrige inventar fra politistationerne i Nykøbing og Holbæk.

 

 

 

Savværkslaug

Kopi af Glumsø Savværk
Duften af nysavet træ og savsmuld og lyden fra metalklingen der malende monotont arbejder sig igennem årringene akkompagneret af motorens stædige rytme. På Glumsø Savværk er langtømmersaven fra tid til anden i brug, hvor den drives ved hjælp af en traktor. Det oprindelige savværk blev bygget i 1890, og genopbygget efter en brand i 1916, hvorefter det fortsatte driften frem til begyndelsen af 1970’erne. Takket være arkiver, fotografier og savværkets sidste ejere er savværkets bygning til langtømmersaven genskabt som en nøjagtig kopi, og stemningen fra savværkets velmagts dage fornemmes i hver eneste krog.

 

 

 

 

 

Skovhuset

Skovhuset
Hvis du ønsker at se, hvordan en snurretop bliver til drejes, skæres og forarbejdes, arbejdes der dagligt træ i træ- på drejemaskiner fra det gamle pibe- og kunstdrejerværksted i Holbæk.
Her demonstreres vævning, syning, knipling og patchwork og flittige hænder med energiske fingre arbejder med nåleøjets præcision. Der fortælles om husflidsarbejdet, af Holbækegnens Husflidsforening, der stolt holder traditionerne og håndværket i hævd.
I andelsperioden, havde fabrikker og handelslivet overflødiggjort nødvendigheden af husflid. Til gengæld blev man klar over husflidens nationale, sociale og pædagogiske muligheder, og man dannede husflidsforeninger der sikrede bevarelse af håndværk, mønstre og metoder, der understregende det nationale og regionale præg

 

 

 

 

Slagter2Andelslandsbyens slagter som i 1940
Klokken ringer og butiksdøren går op og en appetitlig duft af røgvarer strømmer dig i møde. Den lækreste, fede krydderfedt lokker på disken, og fra slagterkrogene hænger spegepølser, rullepølser, hamburgerryg og stribet flæsk indhyllet i duften af nylavede frikadeller og leverpostej tilberedt efter andelsperiodens gamle opskrifter. I opskæringsrummet bag butikken har slagteren travlt med fylde kød i hurtighakkeren, som skal laves til medisterpølse. Slagterbutikken fremstår som i 1940 og publikum er altid velkomne til at købe lækkerierne med hjem til middagsbordet.
Åbningstider: Slagteren har åbent tirsdag, torsdag og i weekenden.

 

 

 

 

 

 

Bager

Bager
Lad det smage og spis brød og kage, bagt som i gamle dage!
Bagerforretningen og konditoriet er tidstypisk fra slutningen af 1940erne. Her kan man finde et delikat udvalg af fortidens elskede bagværk, og nyde en kop dampende varm java serveret af det smilende personale iført sorte kjoler og hvide forklæder, mens man sætter et stykke gammeldaws æblefisk med sprøde flager til livs.
Brødet har i århundreder været en vigtig del af den danske madkultur, det var både billigt, nærende og mættende. Da brændekomfuret i midten af 1800tallet indtog de små hjem, blev brødbageriet overtaget af bagerierne, gerne organiseret i andelsbagerier. Her kunne husmødrene hente det daglige brød, hvis de ikke var blandt dem, der fik det bragt til køkkendøren med brødvognen. Andelsbageriernes store ovne blev også benyttet af private til højtider og fest til stegning af flæskesteg, gås og and, og sågar af den lokale slagter til at bagning af leverpostejer.
Åbningstider: I Andelslandsbyens åbningstider. Serveringen slutter 1 time før lukketid

 

 

Forsamlingshus

Sandby Forsamlingshus
I første halvdel af det 20. århundrede varetog forsamlingshusene i det lille landsbysamfund adskillige sociale opgaver. Hvad enten ‘Gamle Ole’ blev råbt op til et spil banko, eller der blev opført dilettant forestillinger af populære lystspil og ambitiøse fortolkninger af ‘Elverhøi’, eller de lokale ungersvende og blonde møer varmede de grønne bænke langs væggene til bal, blev forsamlingshuset flittigt benyttet af omegnens beboere. Forsamlingshuset var et samlingspunkt for såvel det lokale miljø og den enkeltes liv og spandt sig over andelstidens mange foreningsbestyrelsesmøder til menneskelivet fra barnedåben til gravøllet.
Gymnastikforeningerne havde stor betydning for oprettelsen af forsamlingshusene, og bagerst i salen hænger ribberne hvor foreningerne (og skolen i gymnastiktimen) lavede legemsøvelser.

 

 

 

 

Husmandsstedet

Husmandsstedet
Husmandsstedet er en lille idyllisk hvidkalket og tolænget ejendom med rødt tegltag fra 1927. I køkkenets brændekomfur knitrer ilden lystigt, mens vand fra gårdspladsens vandpost langsomt opvarmes i vandgryden. Middagsgryder og duften af den ny bryggede kaffe med Richs på Madam Blå kanden, byder gæsterne velkommen. I spisekammeret står henkogte og syltede ting fra fordums tider. Stadsstuen oplyses af det flakkende skær fra petroleumslampen, og soveværelset prydes af smukke hjemmebroderede pudevår, gamle olmerdugsdyner og en zinkvarmedunk til kolde fødder og endnu køligere nætter.
I stald og mark er der får og geder, grise, køer og heste. På gårdspladsen er der hønsehus med fjerkræ, og i kaninburene hygger kaninerne sig.
Udover en pryd- og køkkenhave hører der 8 tdr. land til husmandsstedet. Der dyrkes korn, gamle typer rodfrugter og resten benyttes som agerjord til græsning. Man kan overvære såvel pløjning, såning og høst, der den dag i dag som i andelstiden foregår med hestetrukne redskaber.

 

 

Smedie

Smedien
Oplev den klingende lyd fra jernet, når smeden svinger sin grove hammer, og de smukke rødglødende gnister flyver i den sorte røg, alt i mens smeden fortæller om sit håndværk og overtroen, der i gamle dage fulgte smeden i tykt og tyndt. Her udføres traditionelt smedearbejde, såsom skoning af heste, ringning af vognhjul og reparation af redskaber.
Bygningen er lavet af kampesten muret med jurakalk. De store sten blev samlet i det stenede terræn ved Sidinge fjord, Faverbjerg, hvor smedjen blev bygget i 1869.
Foran bygningen står en vindebrønd, en gammel møllesten, der bruges ved ringning af vognhjul, og et stentrug til afkøling af hjulene.

 

 

 

 

 

Mejeri

Søstrup mejeri
Når mejeriet kører for fuld damp, er der garanteret oplevelser for alle sanser. Varmen i kedelrummet, duften af frisk mælk, smagen af den syrlige ”gammeldags” kærnemælk, de ikoniske buldrende mælkejunger og gamle maskiner, og ikke mindst mejeristerne der altid er beredvillige til at svare på spørgsmål.
Fyrbøderen skal tænde op under den store dampkedel for at mejeriet kan komme i gang med opgaverne, og der kan produceres damp til dampmaskinen. Dampmaskinen driver hele mejeribygningen og alle maskinerne via den lange aksel med som pryder i loftet.
Når mælkejungerne er afleveret på perronen, bliver mælken behandlet på traditionel vis, og laves til friskkærnet smør og cremet rygeost. Det fragtes til Trønning Brugs, hvor det er muligt at købe de friske produkter.
Andelsmejerierne var en af hjørnestenene i andelsbevægelsen. Alle lokale bønder kunne være med og hver bondemand havde en stemme uafhængigt af besætningens størrelse, da man stemte efter hoveder ikke høveder.

 

 

Zonestationen

Zonestation
Zone-Stationen i Andelslandsbyen Nyvang er den originale garage, som tidligere stod i Høng. Den er indrettet som en typisk Zone-Brand-Vagt i en provinsby i 1940”erne. Zone-Redningskorpset kunne med dette materiel udføre stort set alle redningsopgaver.

Falck havde oprettet »De Danske Zone-Brand-Vagter« i 1925 – men i 1930 gik samarbejdet i stykker, og »Zone-Redningskorpset« blev et selvstændigt redningskorps i konkurrence med Falck.
Opgaverne var typisk brandslukning, ambulancekørsel, dyretransport, drukneulykker, storm- og vandskader og assistance til automobiluheld. Udrykningskøretøjerne er en Ford AA model 1929, med fastmonteret “Ellehammer-pumpe” og kran, og en tysk fremstillet Ford V8 model 1939 indrettet som ambulance med dansk fremstillet karrosseri.

 

 

 

Hovedbygning

Hovedhuset
Nyvangsgården var en stor proprietærgård på 355 hektar. Selvom gården ikke var en herregård, ville man gerne have den til at fremstå herskabelig. Den elegante bygning med rundel, flagstang og den store allé der fører op til gården, skulle understrege, at der her var tale om en stor og fin gård.
Ved siden af hovedgården finder man heste- og kostalden, og den store røde lade der vidner om en stor og produktiv gård med en besætning på 150 malkekøer, 60 stk. ungkvæg og kalve samt 4 tyre, 18 heste, 10 plage og føl.
Gården havde desuden opdræt af smågrise fra 30 søer. Til dyreholdets røgt og pleje var ansat en forvalter, en fodermester, 2 elever, en forkarl samt 10 karle. Det øvrige personale bestod af en hjulmand, en husjomfru og fire piger, og om sommeren var der yderligere ansat 10 daglejere og 10 polske roearbejdere.

 

 

 

 

Telefoner

Telefoner
I dag, hvor man graver el-ledningerne ned i jorden, er ledninger, som hænger på master i luften, ved at blive en sjældenhed. Sådan var det ikke i Andelslandsperioden, her var det et almindeligt syn, at der stod elmaster på den ene side af landevejen og telefonmaster på den anden side. På den måde blev telefonledningerne ført fra centralen frem til den enkelte telefonabonnent. Centralbordet står i brugsens stue, og det var her samtalen blev omstillet til den endelige modtager.
I udstillingsbygningen kan man se en omfattende telefonudstilling, her kan man få fornemmelse af hvordan telefonforbindelsen fungerede i” gamle dage”.
Mellem transformertårnet og Brugsen findes et såkaldt kabelhus, det var en form for forstærkerstation, som sikrede telefonforbindelsen mellem de store centraler.

 

 

 

 

Radiolaug

Radioforretning
Når man står i radiobutikken med det tidstypiske tapet og linoleumsgulv, træder man direkte ind i 1930’erne og 40’erne. Musikken fra de gamle lakplader strømmer ud af butikken til stor fornøjelse for alle vores gæster.
Butikken har et bredt udvalg af radioapparater igennem tiden, og man kan følge udviklingen af de første primitive krystalapparater til 60’ernes prangende kombinerede radio/tv skabe.
Radioen var med til at skabe en massekultur og var i mange hjem et samlingspunkt, hvor man lyttede og hyggede i aftentimerne.

 

 

 

 

 

Brevsamlingssted

Kopi af Brevindleveringssted – fra 1950
Hvis landpostbudet var så heldig at have en cykel – der i slutningen af det 19. århundrede kostede omtrent det, som svarede til en halv årsløn – kunne han spare meget tid på postomdelingen, og måske nå den påtår på kaffekanden, der var beregnet til ham, når han bragte nyt fra nær og fjern. Ellers måtte de mange tilbagelagte mil, og de mange frembragte smil nås på flade konvolutter, gerne med ture på 50 km.
Når omdeleren dukkede op i sin dengang sorte landpost uniform, var han en kærkommen gæst. Landposten kom med tidender om stort og småt fra sogn, land og by. Maren på gården skænkede gladeligt fra Madam Blå, når hun ikke blot modtog et brev fra en fjern og elsket søster, men også via landposten havde mulighed for, at høre om apotekerens datter der var nedkommet med tvillinger, et bryllup i det engelske kongehus eller verdensudstillingen i Paris. Mange af postbudene havde andet arbejde ved siden af jobbet som omdeler f.eks. smålandbrugere, håndværk eller andet.

 

 

 

Den røde lade

Udstillingsladen, Damptomler, Hesteomgang og traktorer
Til venstre for hovedhuset ligger nyvangsgårdens store lade. Laden blev brugt til opbevaring og behandling af det korn, der blev dyrket på gården. Udenfor laden ligger en hesteomgang, det var datidens kraftværk. Hestene gik rundt i en cirkel, og via akser tandhjul og remme, drev man tærskeværk og kværne inde i laden, til behandling af kornet. Udviklingen er gået fra manden med plejl over hesteomgang til traktordrevne tærskeværker for at ende ved nutidens enorme mejetærskere.
Laden er også hjemsted for Nyvangs traktorlaug, der passer jorderne. Traktorens indtog på landet efter anden verdenskrig var det en revolution af landbruget, hvor de effektive traktorer hurtigt kunne klarede det arbejde der før havde krævet mange mande og hestekræfter.
I laden kan man også finde Damptromleklubben. De kommer jævnligt for at køre med deres Vølund Junior damptromle. Klubben ejer i alt otte damptromler, og når der ikke skal køres, er der nok at gøre med at restaurere de store maskiner.

 

 

Tekstillauget

Skrædder
Hos skrædderen kan der købes forklæder, tørklæder, bøjler, nålepuder og sutsko. Du kan også prøve om tidens hattemode klæder dig. Skrædderforretningen er fra 1945. På grund af 2. verdenskrig var det svært at skaffe nyt stof, så skrædderne måtte omsy og vende alt fra habitter til portierer og skabe ”nyt tøj” ud af gammelt, udover at sælge andet som kraver, knapper, slips, skjorter, stoffer, nål og tråd, undertøj, strømper, livremme.
Skræddermesteren selv var elegant med skjorte og slips eller butterfly, vest og matchende bukser, eftersom han var forretningens ansigt udadtil. Skræddermesteren bar skåneærmer, for ikke slide på skjorten. En kasketskærm var også påkrævet til at beskytte øjnene. Mange skræddere fik ad åre dårligere syn, og til sidst kunne de slet ikke se til at sy mørke sting til f.eks. et mørkt habit sæt. De måtte i stedet slå sig ned som lappeskræddere, sammen med de kolleger der aldrig havde været dygtige nok til andet.

 

 

Jævnstrømsmøllen

Jævnstrømsmøllen
På marken står der et lille rødt træskur med tilhørende vindmølle. Det er en jævnstrømsmølle fra 1940, som forsynede et sommerhus med elektricitet. Vindmøllen blev kaldt ”vindmotoren”. Der var ikke tale om en motor, der brugte elektricitet, men i stedet om en dynamo der lavede elektricitet af vindenergi. Energien blev overført via et nedgravet kabel til sommerhusets kælder, hvorefter den blev opsamlet i akkumulatoren, til den skulle benyttes i husets lamper. Elektricitetsforsyningen på landet var på ingen måde en selvfølgelighed. Landområderne var præget af mange forskellige små jævnstrømsleverandører og private initiativer som møllen. Først efter 2. verdenskrig blev produktionen af strøm overtaget af store elværker, og i 1952 blev sommerhuset også koblet på elværkets strøm, hvorefter møllen havde udtjent sin mission.

 

 

 

 

Skolelaug

Skolen
Når man træder ind i landsbyskolen, kan man opleve, hvordan det var at gå i skole på landet for 100 år siden, hvor man i det mørke lokale med pultene kan sætte sig og se nærmere på de udstoppede dyr, de gamle bøger og de forskellige anskuelsestavler. Den daglige undervisning bestod ikke mindst af tærpning og udenadslære. Der skulle herske ro, orden og disciplin. Det var ikke altid lige let for læreren, hvilket tydeligt ses på katederet, hvor man finder spanskrøret, ved siden af tampen før den brændte. De forhadte redskaber blev brugt til korporlig afstraffelse af de uvorne elever. I tidsperioden vandt en del nye pædagogiske tanker indpas, så der ikke kun var fokus på lærdommen men også på barnet og dets udvikling.

 

 

 

 

VognmandsforretningFrederik Madsens Garage

Kom ind i en verden af krumtapper og kilometertællere i Frederik Madsens garage.
Her kan man se hvordan en vognmandsforretning kunne se ud omkring 1950, og hvordan bilerne så ud dengang.
Vognmanden der boede her, havde både almindelig blandet vognmandskørsel, og et samarbejde med Zonen. Han skulle opbevaring zonens køretøjer, og han skulle stille chauffører til rådighed i forbindelse med redningstjeneste.
I underetagen kan man, udover selve garagen med de gamle biler, finde værkstedet og vognmandskontoret der også fungerede som vagtstue.
På 1.salen boede vognmanden med sin familie. Det var for øvrigt almindeligt, at vognmandens kone passede telefonen, og var en del af den daglige drift og styring af forretningen.
Frederik Madsens vognmandsforretning havde også en Lillebil, der var benævnelsen for en Taxa på landet.