fetishfuns.net

Nyvang besættes!

Nyvang besættes – 2. og 3. maj 2020

Tyskerne kommer
Luftalarmen skærer gennem luften, tyske soldater i militærkøretøjer patruljerer i gaderne, trafikanter og publikum kontrolleres ved vejspærringer, og modstandsbevægelsen udfører dristige aktioner mod besættelsesmagten. Totalteatret om besættelsestiden vil skabe et levende, tempofyldt billede af både hverdagsliv og dramatiske begivenheder i Andelslandsbyen Nyvang. Et stort antal tilrejsende tyskere agerer værnemagt og holder ro og orden, mens de mange civile aktører forsøger at klare sig gennem den svære tid med mørklægning, rationering og stigende militarisering. Som gæst vil man blive hvirvlet ind i de mange små og store historier om krigen, og også de besøgende børn spiller en rolle, for de sættes til at bryde koder og arbejde for modstandsbevægelsen. ”Det er en unik mulighed for at opleve mange aspekter af besættelsestiden lyslevende. Vi slutter totalteatret med en rørende befrielse af landet, hvor kirkeklokkerne ringer, mørklægningsgardinerne brændes, og modstandsfolkene hyldes af folket”, fortæller udviklingschef Benjamin Lamberth fra Andelslandsbyen Nyvang.

Blod og mudder
Selv om forholdene i Danmark under krigen var fredelige sammenlignet med de øvrige besatte landes, så kæmpede over 6.000 danskere på Østfronten mod russerne. Det er en historie, der kun sjældent er blevet fortalt i efterkrigstidens formidling af de svære år, og netop fordi den nuancerer besættelsen, der for ofte er blevet fremstillet forsimplet, er den vigtig at have med. Derfor er man i Andelslandsbyen ved at etablere et stort areal med skyttegrave, pigtrådsspærringer, minefelter, panserspærringer og hestevogne. Publikum kommer helt tæt på skyttegravens pløre, forbindingspladsens groteske feltoperationer og det tyske propagandamaskineri.

Den lille historie i den store
Scenerne i besættelsesspillet kommenteres af en historiker, der sætter begivenhederne i relation til nutiden og bidrager med sin egen vinkel på de nuancefyldte krigsår.

Publikum laver modstandsarbejde
Publikummet ved årets arrangement bliver hvirvlet ind i modstandsarbejdet og kan hjælpe ved at bryde koder, gå kurértjeneste, modtage beskeder fra London og andre aktiviteter, der viser noget af det arbejde, modstandsfolkene satte livet på spil for at udføre.

Og husk: Vores aktører er amatørskuespillere – pas godt på dem.
Bemærk at nogle scener kan være stærke oplevelser

Billeder fra de tidligere års “Nyvang besættes”:

Comments are closed.

fetishfuns.net
fetishfuns.net